Hvalpebideri og hvad man kan gøre

Vi har selv pt to hvalpe fra vores første kuld, der gennem de sidste uger er begyndt at bide en del. Det kan være meget irriterende, især når det går ud over fingre, ben, tæer o.s.v. Men det er vigtigt at huske, at ligesom ved babyer, så er det hvalpens måde at undersøge og lære på, så det må vi ikke hindre! Men hvad gør vi så?

Her er vi så heldige at vi har voksne hunde også. Her kan vi blive kloge af at iagttage hvordan de gør. Mange tror at mortæven opdrager og straffer, men det vil en sund mortæve ikke gøre. Bliver det for galt så flytter mor sig væk, så vidt det er muligt. Alternativt bliver det for galt, så tager mortæven munden rundt om hvalpens snudeparti i ganske få sekunder. Det er meget virksomt. At tage rundt om hvalpens snude vil og kan jeg aldrig anbefale! Jeg vil gå så langt og sige det må vi mennesker ikke gøre. Vi er ikke artsfæller. Vi vil aldrig vide hvornår det er ok at gøre, så det er vi efter min opfattelse nødt til at overlade til hundemor! Det er meget vigtigt at påpege!!

Et er hvad mor gør, noget andet er hvad vi bør og kan gøre. Er der nogen der kunne finde på at gøre det, skal det kun være i sekunder, men vi skal samtidig være opmærksom på at det kan være ødelæggende i forhold til at øve tænder og tandbørstning. Så mit bedste råd – hold fingrene væk fra at straffe eller påføre hvalpen ubehag. Det har vi ikke kompetencer til at gøre!

Min gamle træner og læremester, gør altid meget ud af at påpege DET SKAL ALTID VÆRE RART AT VÆRE HOS DIG! Og det gentager jeg gerne DET SKAL ALTID VÆRE RART AT VÆRE HOS DIG! Det vil sige ingen straf, men afledning

Straf kan være på mange måder, lige fra at slå, til at skælde ud, riv i linen, holde noget over snuden og meget mere. Så væk med alt det! Lige om lidt vil jeg forklare teorien bag. Men et godt tegn er hvis noget er ubehageligt og påføres eller fjernes. De hurtige metoder er ofte straf. Vær også opmærksom på, at hunde opfanger MEGET mere end vi tror. De fanger vores sindsstemninger med det samme og nogle gange tror jeg før vi selv føler dem 😉 Så derfor, kommer du hjem til din hund og har et billede eller tanke om, at nu skal du hjem og se hvad hunden nu har ødelagt, så fanger din hund det FØR du har set om der virkelig er sket noget, og din hund vil forsøge at dæmpe dig (dæmpende signaler). Din hund vil kigge væk, gå en stor bue udenom dig, lægge sig, gabe, bruge poten. Mange opfatter dette fejlagtigt som hunden har dårlig samvittighed. Det har hunden ikke, men den har fanget dit billede af at nu skal du hjem til noget den har ødelagt og så bliver du ærligt talt lidt irriteret, måske endda uden at sige det i ord, men hunden har læst dig for længst. Så stop med at forvent noget er ødelagt, det forstærker bare hunden negativt, og den vil forsøge at dæmpe dig!

Inden jeg går videre vil jeg lige fortælle om forstærkninger  og aversiv træning.

 

Aversiv Forstærker (en adfærd)
Der lægges noget  til Positiv straf (frygt) Man tilfører noget for at stoppe en bestemt adfærd Positiv forstærkning

Siger lidt sig selv men men tilfører noget for at forstærke en adfærd og få mere ud af denne adfærd. 

Der fjernes noget Negativ forstærkning (ubehag fjernes) Man fjerner noget for at få mere af en bestemt adfærd Negativ straf

Man fjerner noget for at stoppe en bestemt adfærd

Som man næsten kan regne ud, så skal man så vidt muligt holde sig fra det med rødt! Tager vi eksemplet med at straffe ved at holde om snuden eller binde noget om snuden, så bruger man positiv straf, da adfærden ønskes stoppet ved at tilføre noget. Det vil sige der bruges positiv straf. At det hedder positiv straf er der dog ikke meget positivt over. 

En hvalp der har hvalpetænder, er i en fase hvor den skal tilpasse sig en ny tilværelse uden sine hvalpesøskende (sandsynligvis). Hunden er i gang med at opbygge eget immunforsvar, nu den ikke mere er afhængig af hundemors beskyttelse. Hvalpen er i ombygning (jer der har prøvet at bygge om (både fysisk og psykisk) ved hvor stressende det har været, så hunden har brug for et godt miljø at klare disse udfordringer på bedste vis. Hunden er i ombygning både fysisk og psykisk

 

Nyere videnskab bekræfter at pattedyr har følelser lige som vi har. Så derfor er det vigtigt at finde ud af hvorfor hvalpen bider i det den ikke må. Er det fordi den er lidt utryg (at bide beroligere hunden), eller er det fordi gummerne klør. Til begge situationer finder hunden den adfærd der kan hjælpe den af med den ubehagelige følelse. Den bider altså ikke i noget for at irritere os!
Staffer man så hunden i at gøre det der hjælper den fx ved at binde noget om dens snude eller skælde ud så den ikke tør bide i det der kan hjælpe, så vil hunden stadig have den ubehagelige følelse i kroppen og har ikke mulighed for at komme af med den. Derfor løser straf eller binde noget om snuden ikke problemet. Det svarer til at vi er sultne og det eneste mad der er, bliver låst inde, så vi ikke kan komme til det. Prøver vi alligevel får vi skæld ud.

Jamen hvad skal vi så gøre i stedet for?

Her i huset gør vi det at vi afleder og i sådan en situation vil vi give hunden et ben eller en gulerod at bide i – bide er det hunden fortæller os kan hjælpe mod dens ubehag, så det hjælper at kunne bide. Noget at tygge i, ved vi også beroligere hunden.

og nej det kan vi ikke gøre når vi er væk fra hunden (det er en anden situation og handler om alene hjemme træning). Men det vi kan gøre er vi kan så vidt det er muligt hindre vores hund i at begå fejl. Det vi gør er at hindre hunden i at komme hen til det den ikke må ødelægge. Fx sikre vi ledninger, brændeovn o.s.v. med komposthegn.

Så vil den smarte sikkert sige jamen hunden skal jo lære det og ja det skal hunden, men det handler om at sikre hunden mest muligt. Det er kun en periode, så derfor arbejder vi med bideriet på en konstruktiv måde uden at straffe, give hunden ubehag eller skælde ud. Det er kun så længe hundens tænder klør, hunden er utryg og lige skal bygges op, hunden skal lære hvor meget man kan bide – hvor meget det er ok uden det gør ondt, eller noget bliver ødelagt. Det handler om at give hunden den nødvendige tilfredsstillelse, så den vælger det den gerne må i stedet for det den ikke må. Altså hjælpe hunden til at træffe de rigtige valg! 

Vi afleder ved at give hvalpene noget de gerne må bide i og det lykkes

 

Hvad gør straf?

Jamen det hjælper når jeg skælder ud eller straffer min hund!

Ja det gør det uden tvivl, men du har også en hund der ikke gør det den ikke må pga den har lært det på den hårde måde, ligesom hvis vi slår vores børn når de gør noget forkert. Husk det er os der giver hunden mulighed for at fejle!! Ergo er det vores skyld når de fejler, vi har givet dem mulighed for det, og måske har vi heller ikke læst vores hund godt nok! 

Straf gør at hunden lærer absolut intet om det at være hund, men mister tillid til ejeren og fatter ikke en bønne af hvad der er sket og hvorfor det skete! Det kan være nødvendigt i nogle tilfælde at gøre noget mod hundens vilje, derfor er det vigtigt at have sat godt ind på tillidskontoen, så den ikke ryger i minus eller for langt ned! Der skal meget godt til for at bygge tilliden op igen, meget mere end til at nedbryde med straf skæld ud eller lignende.

Så er der nogen der siger – jamen min hund skal vide den har lavet lort. Hvorfor skal den det? I hundens verden har den ikke lavet lort. Den har udfordret livet og lært, men den har ikke lavet lort eller noget forkert som den ser det. Det er dit behov for at fortælle hunden noget den ikke forstår. Stop dit ønske i at din hund skal vide den har lavet noget forkert. Den lære ikke af det, men lær den alt det gode den kan. Det du har fokus på øges husk det!

Ved at give hunden ubehag giver vi hunden en oplevelse af ikke at kunne gøre det en hvalp gør, nemlig at undersøge verdenen omkring den. Det vi skal, er at hjælpe hunden til at gøre det på en måde som vi kan acceptere!

Og så please undgå dobbeltsignaler! Hunden bliver SÅ forvirret over det. Fx kan være at rose og så bøje sig kraftigt ned over hunden. Eller være hammer irriteret og så prøve at tale i en lys tone. Du snyder ikke hunden. Den opfanger du er vred, men bliver samtidig forvirret over du taler i lyse toner.Stop i det hele taget med at skælde ud, men tag det som en mulighed for læring. Både for dig men også for hunden.

Her i huset har vi flere hunde. Når vi skal fylde selvtillid på vores hunde, så går vi lidt andre veje. Vi kan finde på at give vores hunde mulighed for at tage fx et viskestykke, en strømpe eller lignende, og det må den jo ikke have, så er det vi bytter til nyt og bedre. Her sørger den hund, der stjæler den ting vi gerne vil have den til at stjæle, for at hele flokken får godbidder. Det øger selvtilliden hos hunden. Den har skaffet flokken godbidder 🙂 Vi tager altså en øv situation, (normalvis) og opbygger i stedet for at nedbryde. Ingen af os kan bruge nedbrydning til noget positivt så derfor siger vi ja tak til situationen vi kan lære af og bygge selvtillid på hunden. Selvtillid kan vi altid bruge.

 

Og så lige en sidebemærkning. Glem alt om rangorden. Det er tilbagevise for mange år siden at hunde har rangorden mellem sig og det har vi mennesker heldigvis heller ikke i vores personlige liv

 

Jeg vil gerne henvise til Gitte Nielsson, Per Arnt Rasmussen, Anders Hallgren og sikkert flere andre også

Vi skal lære hele livet igennem, men bare man er åben for at lære, så vil man få mest ud af det. Jeg får det virkelig dårligt når nogen bruger de forkerte metoder. Jeg håber at alle mine (kommende) hvalpekøbere er indstillet på at gøre det bedste for hunden, også hvis det indebære at ændre på ens egen opfattelse. Jeg har selv måtte sluge nogle kameler på den front, men jeg har også fundet ud af at jeg får nogle endnu mere fantastiske hunde ved at bruge de gode metoder, og ikke mindst sjove episoder.

Jeg vil altid påtale det hvis jeg ser noget der ikke er hensigtsmæssigt, men vil gøre det privat. Ofte bunder det jo i, at man ikke ved bedre. 

Ved du allerede nu, at du vil fastholde straf og skæld ud m.v. så spring hurtigst muligt videre og køb hund hos en anden opdrætter 😉 Jeg kan ikke holde tanken ud, at nogle af de guldklumper jeg sender videre i livet, skal opdrages med straf. Jeg hjælper hjertens gerne alt det jeg kan, så det gøres bedst muligt fra start. I vil ikke fortryde det! 

 

 

 

 

 

Skriv en kommentar