Frivillig håndtering og hvorfor vi tilbyder hvalpekøbere kursus i det

En dag var der på facebook, i en af pudelgrupperne et opslag om, hvad ville I gøre, hvis I oplever at være hos en hundefrisør, og I hører frisøren råbe til hunden at den skal stå o.s.v. Det er ikke så rart at høre på og senere fortæller frisøren til ejeren af hunden at det er gået fint. Spørgsmålet gik på hvad gør man i sådan en situation.

For mig er ærlighed vigtigst og jeg vil helst ikke gå efterfølgende og tænke hvad skete der lige der. Personligt ville jeg, uanset hvilken part jeg var, ønske at den der oplever det, fortæller om sin bekymring og spørger om årsagen til at hunden blev irettesat og ejer fik at vide at det var gået rigtig fint. For det kan spille ind på om jeg selv ville benytte frisøren senere eller anbefale personen, så derfor for alle parter ville jeg spørge ind til det, og håbe at frisøren forstår den bagvedliggende grund, altså omsorg for hund og mennesker. Jeg kan forestille mig at netop sådan en situation, kan have betydning for det ry en frisør får “ude i byen”.

Men det kan være meget sårbart, at snakke om det, og det kan føles som kritik af frisøren, men ærligt talt, så er det ikke nær alle hunde der har lært at stå på et trimmebord, har lært at blive klippet, børstet, få set øre, tænder o.s.v. efter, så det kan meget vel være et nødvendigt onde at en frisør er nødt til at fastholde en hund, men vi så kan lide det eller ej. Personligt hader jeg det og har det sådan at ingen af mine hunde skal stå i en galge, men nu er jeg lige gået et skridt længere frem……

Så det kan meget vel være et utaknemmeligt arbejde en hundefrisør har og det kan være svært at nå uden “de forkerte metoder” hvis hunden ikke har lært det. Derfor må vi finde ud af hvem har ansvaret for at frisøren kan gøre sit arbejde uden brug af magt? For mig at se er der kun en, måske to. Det er primært ejeren men også opdrætteren.

Mange og formentligt de fleste DKK opdrættere øver klipning af snude, mave poter halerod negle o.s.v. i de første 8 uger (og længere hvis de sendes hjemmefra senere) af hvalpenes liv.

Efterfølgende er det familiens opgave at videreføre arbejdet med håndtering og udbygge det. Det er ikke noget man bare lige gør, og ja jeg tænker mange har prøvet ikke at få det gjort “godt nok” – det har også vi prøvet!

Så spørgsmålet er, hvordan bliver vi bedre til det og hvordan gør vi det til en leg for vores hunde i stedet for noget der måske ikke er så behageligt for hunden. Hunde har det med at tilgive os, men kan vi ikke gøre det lidt bedre, så det ikke bliver nødvendigt at tilgive os?

Vi mener ja! Jeg gik og summede over det nogle dage, men blev ret hurtig enig med mig selv om, at et kursus i frivillig håndtering til vores hvalpekøbere kunne være en genial ide! Der gik ikke lang tid fra tanke til handling. Ja faktisk havde jeg flere måneder tidligere spurgt vores lokale hundetræner m.v. Margrethe fra Gram Hundecenter, om hun ikke kunne tænke sig at lave et kursus i frivillig håndtering, hvilket hun så satte op, og vi deltager selv begge to.

Margrethe har en stor evne til at forene teori og praksis, og selvom jeg kender rigtigt meget til mange ting omkring hunde, så får jeg ofte aha oplevelser når hun underviser. Erkendelsen bliver lige en tak dybere og jeg får kædet flere ting sammen. Lidt om kurset her

Jeg tog så igen kontakt til Margrethe om hun kunne være interesseret i at holde kursus for mine hvalpekøbere i frivillig håndtering med et twist af positiv træning. Det ville hun heldigvis meget gerne.

Jeg kunne godt selv hjælpe og fortælle rigtigt meget om det til mine hvalpekøbere, men min tanke er, at Margrethe vil være meget bedre til at formidle det, og jeg tænker også at der skal den rigtige kasket på. Jeg kan godt undervise i det, men jeg vil hellere have opdrætterkasketten på når det gælder egne hvalpe og så lade Margrethe have undervisningskasketten på 🙂 PS hun er hammer god til det!

Så vi ser meget frem til første gang vi skal have kurset op og stå, og håber at hvalpekøberne tager imod det på bedste vis. Selv som erfaren hundeejer er der rigtigt meget at hente.

For hunde og familiernes skyld håber jeg det vil sprede sig som ringe i vandet, da det er en win win situation for alle. Kan vi ved frivillig håndtering arbejde sammen med hunden, så opgaverne – selv de mest besværlige kan klares på frivillig basis, fordi der er trænet i frivillig håndtering, så synes jeg vi er nået meget langt.

Jeg forstår godt at nogen kan tænke det er noget underligt noget, især hvis man har gjort andet i rigtig mange år, men for alles skyld håber jeg at det vinder mere og mere frem. Det er i hvert fald min intention. Jo mere vi ved, jo bedre kan forholdet mellem hund og menneske blive.

Og så lige en tanke. Mange siger at børn og hunde bliver nemmere at arbejde med når mor eller far ikke er i nærheden. Det er ofte også rigtigt, men spørgsmålet er om årsagen er særlig rar? Jeg tænker at ofte kan årsagen være, at hunden mister sin tryghed til at turde sige fra og derfor er rolig. Men hvis man bruger frivillig håndtering, så vil hunden også være tryg, så man i samarbejde når opgaverne.

Fx har vi hunde der meget gerne hopper op i badekarret fordi der er rart at være. Det har vi øver over tid og ikke bare taget dem i bad uden tilvænning. Vi træner fx også negleklip uden at klippe en eneste negl og det hele foregår frivilligt. Jeg havde tidligere ikke troet på det kunne blive så nem en opgave, men det bliver det jo mere man træner. Jeg kan kun anbefale det for alles skyld

 

Skriv en kommentar