I takt med at hvalpeopdræt og hundetræning udvikler sig, er der opstået en tendens til at introducere stimuli meget tidligt i hvalpenes liv. Intentionen er ofte god – at gøre hvalpene robuste og modstandsdygtige over for verden, men hvis det sker for tidligt og for intensivt, kan det i virkeligheden have den modsatte effekt. For meget, for tidligt kan bane vejen for indlært hjælpeløshed og hunde, der måske nok virker nemme at håndtere, men til en høj pris for deres trivsel.
Hvalpens udviklingsfaser – hvorfor ro er vigtig
De første uger af en hvalps liv er ekstremt vigtige for dens mentale og fysiske udvikling. Nyfødte hvalpe er sårbare og fuldstændig afhængige af deres mor. Deres nervesystem er umodent, og de har brug for en tryg, stabil base, hvor de kan udvikle sig i deres eget tempo. De første to til tre uger bør være præget af ro, tryghed og minimal forstyrrelse, så de kan udvikle sig optimalt.
Når vi selv har hvalpe, går mindst de første to uger med, at hvalpe og mor har ro for at få en god start. Det eneste, vi gør i denne periode er meget kort at veje hvalpene og benytte os af Biosensor-programmet så fremt det giver mening og ikke overskrider hvalpens grænse.
Biosensor-programmet – en blid stimulering?
Biosensor-programmet, også kendt som Early Neurological Stimulation (ENS), blev udviklet af det amerikanske militær for at forbedre hundes stresshåndtering og robusthed senere i livet. Programmet indebærer fem korte øvelser, der udføres dagligt på hvalpe fra dag 3 til dag 16:
- Taktisk stimulation – En vatrondel gnides blidt mellem hvalpens tæer.
- Hovedet opad – Hvalpen holdes med hovedet pegende opad.
- Hovedet nedad – Hvalpen holdes med hovedet pegende nedad.
- Rygliggende position – Hvalpen holdes på ryggen.
- Termisk stimulation – Hvalpen placeres kortvarigt på en kold overflade.
Disse øvelser tager kun 3-5 sekunder hver og skaber en mild neurologisk udfordring, der menes at styrke nervesystemet, forbedre stresshåndtering og øge modstandskraften senere i livet. Fordi det er kortvarigt og kontrolleret, undgår vi at overvælde hvalpene, som stadig har brug for maksimal tryghed i denne periode.
Men er det overhovedet gavnligt for hvalpe?
Der er delte meninger om, hvorvidt Biosensor-programmet rent faktisk har den ønskede effekt. Nogle studier og erfaringer tyder på, at mild stimulation kan have en positiv indvirkning på stresshåndtering, men der er ingen solid videnskabelig dokumentation for, at det har den langsigtede effekt, man håber på.
Samtidig kan det være en fin grænse mellem blid stimulation og overvældelse. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på hvalpenes individuelle reaktioner og ikke blot følge programmet mekanisk. Vi er derfor meget opmærksomme på, at vores hvalpe ikke udsættes for noget, der bliver for meget for dem, og vi tilpasser altid håndteringen efter deres behov.
Først når hvalpene er 3-4 uger gamle, begynder vi med mere prægning – men altid i hvalpenes eget tempo.
Flooding – når stimulering bliver til overbelastning
Mange tror, at tidlig eksponering for lyde, berøring og håndtering vil skabe en selvsikker hund. Men hvis eksponeringen sker på en måde, hvor hvalpen ikke har mulighed for at sige fra eller søge væk, risikerer man at skabe en hund, der til sidst lukker mentalt ned. Denne metode kaldes flooding, og det er en kendt vej til indlært hjælpeløshed.
Indlært hjælpeløshed opstår, når et individ udsættes for en situation, hvor det gentagne gange forsøger at slippe væk, men intet nytter. Til sidst giver det op. I stedet for at lære at håndtere situationen på en sund måde, lærer hunden, at dens forsøg på at påvirke omgivelserne er nyttesløse. Det kan føre til:
- Hvalpe, der stopper med at reagere på ubehagelige situationer, men ikke fordi de er trygge – de har blot lært, at modstand ikke nytter.
- Øget risiko for frygtbaseret aggression eller stressreaktioner senere i livet.
- En generelt lavere modstandskraft over for nye oplevelser, fordi de aldrig har fået mulighed for at udvikle mestringsstrategier.
De ‘nemme’ hunde – men til hvilken pris?
Hundeejere kan opleve, at hunde, der har været udsat for flooding som hvalpe, virker meget nemme at håndtere. De protesterer ikke, de tilpasser sig hurtigt, og de lader sig gøre ting ved uden at reagere. Men dette er ikke nødvendigvis et tegn på en tryg og harmonisk hund – snarere tværtimod.
En hund, der ikke viser reaktioner, er ikke nødvendigvis en hund, der er tryg. Det kan lige så vel være en hund, der ikke tør reagere, fordi den har lært, at det ikke nytter. Dette kan føre til:
- Manglende naturlig kommunikation – hunden viser ikke ubehag, selv når den burde.
- Øget risiko for pludselige og voldsomme reaktioner senere, fordi undertrykt stress ikke forsvinder, men ophobes.
- Lavere livskvalitet – en hund, der ikke oplever kontrol over sin egen tilværelse, kan udvikle stressrelaterede sygdomme eller adfærdsproblemer.
En hund har hele livet til at lære
En hund skal ikke lære det hele på én gang – den har, ligesom vi mennesker, et helt liv til at lære. Hvis vi tillader hvalpe at have kontrol over deres egne oplevelser og giver dem mulighed for at sige fra, får vi langt mere levende, trygge og tillidsfulde hunde. Når stimuli væltes ned over dem uden, at de har en chance for at håndtere det, risikerer vi at skabe passive, hjælpeløse hunde i stedet for hunde, der lærer og udvikler sig i deres eget tempo.
Konklusion
Tidlig stimulering kan være en fantastisk måde at forberede hvalpe på livet, men kun hvis det gøres korrekt. Hvis man går for hurtigt frem og udsætter hvalpe for for meget, risikerer man at tage kontrollen fra dem og i værste fald skabe indlært hjælpeløshed. En hund, der ikke siger fra, er ikke nødvendigvis en hund, der har det godt – det kan være en hund, der har lært, at der ikke er nogen vej ud.
Som opdrættere og hundeejere har vi et ansvar for at sikre, at hvalpe vokser op med en grundlæggende følelse af tryghed og kontrol. Kun på den måde kan vi skabe hunde, der trives og har modet til at udforske verden på egne præmisser.
