For nylig tikkede der en besked ind på Messenger, som satte sig i hjertet. En af vores tidligere hvalpe, Alba, var blevet syg. Det lød som om noget var helt galt, og hendes ejer skrev: “Dyrlægen mistænker Addison.”
Jeg blev ramt af både forskrækkelse og sorg. Alba er kun 4 år gammel. Hun er en skøn, omplaceret storpuddel, som bærer nogle oplevelser med sig fra sit tidligere liv. Hun blev neutraliseret tidligt, og da hun ankom til sin nye familie, bar hun præg af usikkerhed – blandt andet var hun bange for nogle mænd. Men heldigvis kom hun til den helt rette familie. En familie, der ser hende, møder hende med empati, og som har givet hende en hverdag fyldt med tryghed og forståelse. Hun har det i dag som blommen i et æg.
Men så kom mistanken… og kort efter bekræftelsen: Alba har Addison. Hun blev straks medicineret – heldigvis er det muligt med denne sygdom – og blot 6 dage senere skrev ejeren, at det var som at have fået en friskere udgave af Alba tilbage. Lettelsen var enorm. Både for dem – og for os som opdrættere.
Den svære beslutning: Avl og ansvar
Nyheden fik os til at handle hurtigt. Alba har en helsøster, Evita, som bor hos os. Evita er et energibundt – glad, livlig og sund på alle måder. Der har aldrig været skyggen af sygdom. Men med Addisons diagnose i hendes kuldsøster tog vi den svære beslutning at trække Evita ud af avl.
Set i bakspejlet har flere erfarne opdrættere sagt, at det måske var en for hurtig beslutning. En tæve med en kuldsøster, der har Addison, behøver ikke nødvendigvis at blive taget ud af avl – slet ikke hvis hun selv er sund og stærk. Var det derimod en hanhund, ville beslutningen give mere mening, fordi en han kan nå at sprede sine gener meget bredere og hurtigere. Heldigvis har vi en anden linje med far Cosmo som vi kan bygge videre på
En beslutning med ro i maven
Den sidste tid har jeg haft kontakt med forskere og laboratorier i både Europa og USA. Det har været en lærerig og øjenåbnende proces, som har givet mig både mere viden og forståelse for sygdommens kompleksitet – og samtidig mere ro i forhold til, hvad vi som opdrættere egentlig kan og ikke kan kontrollere.
På baggrund af det – og ud fra et forsigtighedsprincip – har vi valgt at lade Evita blive uden for avl. Ikke fordi det nødvendigvis var påkrævet, men fordi det føltes rigtigt for os.
Vi er også et sted, hvor vi værner om vores overskud og livsglæde i arbejdet med hundene. Derfor har vi ikke ønsket at bruge energi på at forklare og forsvare os over for dem, der hurtigt dømmer uden at kende hele billedet. Vi ved, at mange opdrættere kan vælge anderledes med god grund – men for os har dette valg givet ro i hjerte og mave. Og det er det vigtigste lige nu.
Hvad er Addison?
Addison, eller hypoadrenokorticisme, er en hormonel sygdom, hvor hundens binyrer holder op med at producere de livsnødvendige hormoner kortisol og aldosteron. Kortisol er kroppens “stresshormon” og hjælper med at regulere energi, immunforsvar og mange andre funktioner. Aldosteron regulerer saltbalancen og blodtrykket.
Når disse hormoner mangler, går kroppen i ubalance – og symptomerne kan være mange og uspecifikke:
-
Træthed
-
Opkast og diarré
-
Dårlig appetit
-
Vægttab
-
Muskelsvaghed
-
Rystelser
-
Lavt blodtryk
-
Kollaps i svære tilfælde (Addison-krise)
Diagnosen kan være svær at stille, men blodprøver og især en såkaldt ACTH-stimulationstest kan bekræfte den. Heldigvis er Addison behandlingsbar – typisk med daglig medicin og livslang opfølgning.
En kompleks genetisk sygdom
Der forskes stadig i Addisons genetiske årsager, og billedet er ikke enkelt. Hos nogle hunde med Addison har man fundet genetiske markører, som mistænkes at øge risikoen – men mange hunde med sygdommen har ikke disse gener. Omvendt bærer nogle raske hunde genet uden nogensinde at udvikle sygdommen.
Det betyder, at Addison ikke skyldes ét enkelt gen, men er en kompleks, multifaktoriel sygdom, hvor både arv og miljø spiller en rolle. Derfor er det vigtigt at forstå, at en DNA-test ikke kan bruges som garanti – hverken for at udelukke eller forudsige sygdommen.
Er der en sammenhæng mellem neutralisering og Addison?
Noget, der ofte går igen i historierne om hunde med Addison, er, at mange af dem er neutraliserede – og i mange tilfælde meget tidligt i livet.
Det er vigtigt at understrege, at neutralisering i sig selv ikke forårsager Addison, men der er mistanke om, at det kan være en medvirkende faktor hos hunde, der genetisk er disponerede. Når en hund neutraliseres, fjernes de naturlige kønshormoner, som spiller en rolle i reguleringen af immunsystemet og kroppens stressrespons – netop de områder, der påvirkes ved Addison.
Tidlig neutralisering – altså før hunden er kønsmoden – kan påvirke kroppens hormonbalance og udvikling, og nogle studier peger på, at dette kan øge risikoen for visse autoimmune sygdomme.
Det er ikke det samme som at sige, at man aldrig bør neutralisere – men som opdrætter og hundeejer bør man være opmærksom på timing, individets behov og genetisk baggrund, og så vigtigt kun ved sygdom
Risikofaktorer og udløsende hændelser
Ud over neutralisering, kan andre faktorer være med til at udløse sygdommen hos disponerede hunde:
-
Stress – f.eks. flytning, sygdom, omplacering eller traumer
-
Operationer – herunder sterilisation/kastration
-
Kraftige infektioner eller længerevarende sygdom
-
Medicinske belastninger eller chok-reaktioner
I Albas tilfælde er det umuligt at sige præcis, hvad der har udløst sygdommen – men kombinationen af en sårbar psyke, tidlig neutralisering og en vanskelig start på livet kan have spillet en rolle.
Hvad bør vi som opdrættere være opmærksomme på?
Vi kan aldrig garantere, at en hund ikke bliver syg. Men vi kan gøre os umage for at minimere risikoen og styrke racens sundhed:
-
Avl med så lav indavlsgrad som muligt – ikke kun i én generation, men over flere
-
Undgå gentagelser af kombinationer, hvor sygdom er opstået i kuldet
-
Vælg avlspartnere med forskellig baggrund, også sundhedsmæssigt
-
Undlad at bruge hanhunde, hvor søskende har alvorlige arvelige sygdomme – og vær forsigtig med tæver
-
Vægt sundhed og mental styrke højere end farve og mode
Hvorfor hanhunde trækkes hurtigere ud
En hanhund kan hurtigt blive far til 50–100 afkom – og måske mange flere, hvis han er populær. Det betyder, at hans gener spredes bredt og hurtigt. Derfor giver det mening at være ekstra forsigtig med hanlinjerne, hvis der dukker sygdom op blandt søskende. En tæve får typisk 1–3 kuld og spreder derfor sine gener i mere begrænset omfang.
Hvor mange hunde drejer det sig om?
Det er svært at sige præcist. Der fødes tusindvis af pudler hvert år, og Addison er stadig en sjælden sygdom. Jeg selv har haft pudler i over 40 år – fra barnsben til i dag – har jeg kun hørt om ganske få tilfælde. Men selv et enkelt tilfælde i et kuld gør indtryk, og vi bør som opdrættere reagere ansvarligt og nysgerrigt, ikke frygtsomt eller fornægtende.
Flerfarvede pudler og avlsgrundlag
Der går rygter om, at flerfarvede pudler er mere udsatte for visse sygdomme – herunder Addison. Det er vigtigt at præcisere, at det ikke handler om farverne i sig selv, men om det genetiske grundlag bag farveavlen.
Mange flerfarvede linjer – især nyere i Danmark og Europa – stammer fra et begrænset antal avlshunde. For at fastlægge ønskede aftegninger er der ofte avlet snævert, og det kan medføre ophobning af uønskede gener, herunder dem, der disponerer for sygdom. Det er ikke farverne, men avlsstrategien, der kan skabe problemer.
Vi skal huske, at hver gang vi selekterer for noget – farve, pels, størrelse – fravælger vi noget andet. Hvis sundheden ikke har førsteprioritet, kommer regningen før eller siden.
Og til sidst – om åbenhed og opfølgning
En af de vigtigste ting, vi som opdrættere kan gøre, er at holde kontakt til vores hvalpekøbere og opmuntre til ærlighed og opfølgning. Når vi får at vide, at en hund er blevet syg, giver det os mulighed for at lære, justere og tage ansvar i vores videre arbejde.
Tak til Albas familie for åbenhed og tillid – uden jer ville vi ikke have mulighed for at lære og tage ansvar. Og tak til jer, der læser med og deler jeres erfaringer – sammen kan vi gøre en forskel for kommende generationer af sunde, glade pudler.