Evita – hurtigere end sin egen skygge?
Der findes hunde, der bliver bange for deres egen skygge. Og der findes Evita – som tilsyneladende er hurtigere end sin.
Evita er fra det kuld, nogen (eller en) har valgt at kalde „bange for alt‟. I dag tog jeg hende med på tur langs banen, og så skete det: et langt godstog, tungt og larmende, dundrede forbi os med 100+ kilometer i timen. Kun fem meter fra hvor vi stod. Jeg må indrømme, at jeg selv blev forskrækket. Evita? Hun blinkede knap nok. Måske sad hendes tanker fast i snusningen af et musehul.
Og her er vi så. Med en hund, som ifølge nogen skulle have været bange for alt, men som tager godstog som baggrundsstøj. Ironien må gerne bemærkes.
Evita reagerer lidt fordi jeg bliver bange – det er hun meget hurtig til at opfange
Men måske handler det her slet ikke om Evita. Måske handler det om noget andet.
For hunde er – om vi vil det eller ej – et spejl. De viser os, hvem vi er, hvordan vi lever, og hvad vi rummer. Hvis vores hunde er forsigtige med fremmede mennesker, kunne det være, fordi vi selv er blevet lidt tilbageholdende. Efter Hermanns blodpropper trak vi os. Vi havde ikke overskuddet til at møde mange mennesker, og det kan vi nu se i vores hunde. Ikke som fejl, men som afspejlinger. Det er sådan set meget smukt, hvis man ser det med åbne øjne. Og det er noget, vi arbejder på nu.
En storpudel er ikke „bare‟ en sofahund. Det kan den måske blive, hvis den lærer indlært hjælpeløshed, men så er det en tikkende bombe med krøller. Den vil samarbejde, opleve, bruges og mødes. Og det er vores ansvar at give den det. Ikke at lukke den ned og kalde det „nemt‟.
Kastration? Ja, det kan gøre noget nemmere. For ejeren. Men for hunden? Det kan forstærke usikkerhed, sløre signaler og fjerne noget af det, der gør den hel. Det bør aldrig være en standardløsning. En hund skal have lov at være hund.
Evita er ikke bange for sin egen skygge. Hun er måske hurtigere end den. Og hun er, som alle vores hunde, et spejl på os – på det vi kommer fra, det vi er i, og det vi vælger at gøre noget ved.
Og det er måske det vigtigste spejl at turde se i.