I hundeverdenen støder vi stadig på holdninger fra det, man kunne kalde den “gamle skole” – erfarne opdrættere og hundetrænere, som har arbejdet med hunde i årtier. De har uden tvivl en stor kærlighed til deres dyr og en masse praksisnær viden med i bagagen. Men ligesom vi har ændret syn på børneopdragelse, er det også vigtigt, at vi tør udvikle vores syn på hundehåndtering.
Hvor man før talte om nødvendigheden af en “fast hånd”, taler vi i dag mere og mere om frivillig håndtering – en tilgang baseret på samarbejde, empati og respekt for hundens følelser og signaler.
Hvad betyder frivillig håndtering?
Frivillig håndtering handler om, at hunden får lov til at være med i processen. At den lærer, at det er trygt og okay, når vi rører ved den, plejer den og håndterer den – og at den har ret til at sige nej.
Det betyder ikke, at vi opgiver pelspleje, sundhedstjek eller dyrlægebesøg. Det betyder, at vi arbejder hen imod, at hunden selv siger ja – og at vi tager ansvar for at gøre den tryg i processen.
Når hunden siger nej – og vi lytter
Et godt eksempel på frivillig håndtering i praksis er en storpudeltæve, der pludselig ikke længere ville have klippet sin snude og sit ansigt. Ejeren begyndte at tænke tilbage – og kunne huske en episode, hvor klippemaskinen var kommet for tæt på. Måske havde det været ubehageligt eller gjort ondt. Måske havde hunden oplevet det som et lille traume.
I stedet for at fastholde og “gøre det færdigt”, valgte ejeren at tage det i små skridt. Først klip med saks, helt uden tvang. Hunden fik lov til at sige til og fra. Og langsomt, med tryghed som fundament, begyndte hunden at tilbyde sig frivilligt til lidt klip med maskine. Ikke perfekt endnu – men på vej. Og vigtigst af alt: Det sker i samarbejde, ikke med fastholdelse.
Indlært hjælpeløshed – den pæne overflade med den dybe pris
En hund, der bare “finder sig i alt”, kan ved første øjekast virke som en nem og velopdragen hund. Den siger ikke fra. Den protesterer ikke. Den sidder pænt og venter. Men bag den ro kan der gemme sig noget mere alvorligt: Indlært hjælpeløshed.
Indlært hjælpeløshed opstår, når hunden flere gange har forsøgt at sige fra – men har lært, at det ikke bliver lyttet til. Over tid lærer den, at modstand ikke nytter, og den opgiver. Resultatet? En hund, der ser “artig” ud – men som har mistet troen på, at den har indflydelse.
Det bliver ofte forvekslet med god opdragelse. Nogle siger: “Se, min hund sidder bare og venter, hvorfor gør din ikke det?” Men måske er svaret ikke, at den anden hund er uopdragen – måske er svaret, at den tør udtrykke sig, fordi den har lært, at det er trygt og bliver mødt med respekt.
Det kræver mod – både fra hunden og ejeren – at gå den vej. At have en hund, der siger fra, er ikke et tegn på dårlig opdragelse. Det er et tegn på tillid. På, at hunden føler sig tryg nok til at vise, når noget er svært, ubehageligt eller nyt. Og det giver os som ejere mulighed for at hjælpe – ikke tvinge.
Så når nogen siger: “Jamen din hund kan jo ikke det, vores kan”, så er det værd at spørge:
-
Har min hund ikke lært det endnu – eller tør den bare stadig mærke og vise, hvordan den har det?
Det er i virkeligheden ikke en svaghed, men en styrke – og noget, vi bør hylde.
Hvorfor virker frivillig håndtering?
-
Tryghed skaber læring – En stresset hund lærer ikke. En tryg hund tør prøve.
-
Det styrker relationen – Hunden lærer, at vi er til at stole på.
-
Det holder længere – Hvad vi bygger på tillid, holder længere end det, vi tvinger igennem.
-
Forebygger problemer – Hunden bliver vant til håndtering og udvikler ikke angst for det.
-
Det er hundevenligt – Hunden oplever sig som medinddraget og respekteret.
Men hvad med de erfarne?
Erfaring er guld værd – ingen tvivl om det. Mange opdrættere og trænere har gjort det bedste, de kunne, med den viden de havde. Det fortjener respekt. Men erfaring bør ikke stå i vejen for udvikling. Tværtimod – det er netop de erfarne, der har bedst forudsætninger for at vise vejen mod noget bedre.
Når vi i dag ved mere om hundens følelser, stresssystem, og behov for kontrol og tryghed, så har vi også et ansvar for at handle på den viden. Det handler ikke om at kassere det gamle – men om at kombinere det med det nye.
Afslutning: Et samarbejde, ikke en kamp
Frivillig håndtering kræver tålmodighed. Det kræver indsigt. Og det kræver, at vi tør give slip på behovet for kontrol. Men gevinsten er enorm: Glade, trygge hunde, der samarbejder, fordi de har lyst – ikke fordi de ikke tør andet.
Det er ikke blødsødenhed. Det er respekt. Det er empati. Og det er vejen til stærke bånd mellem menneske og hund – bygget på tillid i stedet for frygt.