Min søgen efter viden om Addison hos storpudler
For kort tid siden fik vi den triste besked, at en tæve fra vores allerførste kuld storpudler har fået konstateret Addison i en alder af 4 år. Det satte gang i en dyb og grundig søgen efter viden – ikke fordi vi skal have hvalpe på hendes søster Evita, men fordi jeg vil forstå alt det, jeg kan. For at kunne træffe de rigtige beslutninger fremadrettet – både som opdrætter og som menneske med ansvar for vores linjer.
Min søgen har ført mig vidt omkring. Jeg har skrevet til forskere og genetikere i både Europa og USA. Her til morgen vågnede jeg til en meget empatisk og faglig stærk besked fra Liza C. Gershony, DVM, PhD fra University of California, Davis – Veterinary Genetics Laboratory. Hun arbejder både med kundeservice og som Community Engagement & Outreach Coordinator, og hendes svar rørte mig dybt – både som menneske og som fagperson.
Hun skriver:
*“Jeg er ked af at høre om jeres situation og forstår fuldt ud jeres bekymring og ønske om en test. Desværre er Addisons sygdom en kompleks lidelse, som sandsynligvis skyldes mere end én genetisk faktor samt miljømæssige påvirkninger. Det gør det sværere at identificere de bagvedliggende årsager.
Jeg ved, at der er set nogle sammenhænge mellem DLA (dog leukocyte antigen) og risikoen for Addisons, men de er ikke stærke nok til at kunne bruges til en test. Mange raske hunde bærer den samme DLA-type uden nogensinde at udvikle sygdommen.*
*Der er dog igangværende forskning i Addisons sygdom hos flere racer – herunder også storpudler. Det nyeste arbejde på storpudler foregår hos forskere på University of Minnesota.
🔍 Hvad er DLA?
DLA står for Dog Leukocyte Antigen – og er en vigtig del af hundens immunforsvar. Det er hundens version af det, vi hos mennesker kalder MHC (Major Histocompatibility Complex).
DLA hjælper immunsystemet med at skelne mellem kroppens egne celler og fremmede stoffer som virus og bakterier.Visse DLA-varianter er mistænkt for at øge risikoen for autoimmune sygdomme som Addison – men mange raske hunde bærer dem, og ikke alle syge gør. Derfor kan man endnu ikke bruge DLA som grundlag for en sikker gentest.
Det er både et svar fyldt med faglig realisme – og med håb. For forskningen fortsætter. Og vi er ikke alene.
I min henvendelse skrev jeg bl.a.:
“Jeg skriver både af generel interesse og personlig bekymring. Jeg har netop fundet ud af, at en storpudel, vi har opdrættet, har udviklet Addisons i en alder af fire år. Hendes mor kommer fra et kuld med flere avlshunde uden kendt sygdom, og hendes far var heller ikke kendt med Addison i sin linje – men det viser sig nu, at en søster til ham har været ramt. Det ville være en stor hjælp, hvis der var mulighed for en gentest i fremtiden, så vi kan træffe mere oplyste valg.”
Det er vigtigt for mig at nævne, at den pågældende tæve blev steriliseret tidligt i livet – og netop tidlig neutralisering og hormonubalancer nævnes ofte som mulige udløsende faktorer i udviklingen af Addison. Det giver stof til eftertanke. Hormonsystemet er komplekst, og når vi fjerner en vigtig del af det i en meget ung alder, kan det have konsekvenser, vi endnu ikke fuldt forstår.
Som opdrættere og hundeejere skal vi måske ikke blot spørge, hvordan vi undgår at avle sygdom videre, men også:
Hvordan kan vi skabe de bedste betingelser for, at sygdomme som Addison ikke bliver udløst?
Hvordan beskytter vi hundens hormonelle balance, immunforsvar og mentale trivsel i et samfund, hvor stress, overvaccination og tidlig neutralisering kan belaste kroppen?
Jeg tror ikke, vi skal være bange for Addison – men vi skal være nysgerrige, åbne og villige til at tænke i helheder. Og vi skal dele viden med hinanden. Jeg deler Liza Gershonys svar med dyb taknemmelighed – både for hendes tid og hendes omsorg. Og jeg håber, at det kan være med til at inspirere andre til at stille spørgsmål, være kritiske – og aldrig holde op med at søge forståelse.
Kærlig hilsen
Birthe Cirsovius Hahn
Opdrætter af SC-pudler
Dog Leukocyte Antigen (DLA) er hundens version af det, man hos mennesker kalder MHC – det står for Major Histocompatibility Complex. Det er en gruppe af gener, som spiller en helt central rolle i immunsystemets evne til at genkende og bekæmpe fremmede stoffer, som fx bakterier, vira og i nogle tilfælde – fejl i kroppens egne celler.
Helt konkret:
-
DLA koder for proteiner, der sidder på overfladen af kroppens celler og præsenterer små fragmenter af fx virus eller bakterier.
-
Disse proteiner fortæller immunsystemet: „Her er noget fremmed – reager!‟
Eller: „Alt er i orden – ingen grund til alarm.‟ -
Hvis systemet fejllæser kroppens egne signaler, kan det føre til autoimmune sygdomme – som Addison.
I forhold til Addison:
Der er fundet visse mønstre i DLA-typer hos hunde med Addison. Det betyder, at nogle DLA-varianter kan være forbundet med øget risiko, men:
-
Mange hunde med disse risikovarianter bliver aldrig syge.
-
Og nogle hunde uden dem får alligevel Addison. Derfor siger forskere som Liza Gershony, at forbindelsen ikke er stærk nok til at lave en sikker gentest – endnu.
Kort sagt:
DLA = Hundens immun-genetik
Og i forbindelse med Addison prøver man at finde ud af, om der er en genetisk „signatur‟, der viser øget risiko – men det er komplekst, fordi sygdommen sandsynligvis også påvirkes af miljø og hormoner.