Vi har et stort hjerte for hunde

For nogle dage siden delte jeg en henvisning til dyrenes beskyttelse omkring 4 storpuddelhvalpe (hanner) der var blevet afleveret. Jeg havde gennem den sidste tid fulgt “skuespiller kuldet” som det blev kaldt og undrede mig over at de pludselig var væk fra opdrætter indtil jeg så dem på internat ved dyrenes beskyttelse. Det gjorde mig meget ked af det, og her skelner jeg ikke mellem stamtavle og ikke stamtavle. Det er 4 små hvalpe der er kommet på internat og som gerne skulle have et nyt hjem hurtigst muligt, dog vigtigst at det blev det rigtige hjem. 

Jeg deler, som jeg også deler opslag fra andre opdrættere der har hvalpe de gerne vil finde familie til, velvidende om at der kan gå evt hvalpekøbere fra hos mig selv, men så er det jeg tænker, mine skal nok komme til det rigtige hjem uanset og der er plads til alle. Pay it forward kan man også kalde det…. ikke holde på nogen, men vide dybt inde at alt er såre godt, og de rigtige finder hinanden “til sidst” 

Vores skønne Joy som desværre kun blev 6 år og måtte aflives pga sygdom, hvor især bravecto mistænkes

Også derfor jeg for så vidt ikke har noget imod opdræt uden tavle. Jeg har selv haft et pragteksemplar af en pudel uden tavle, vores skønne Joy som vi elskede over alt og hvor der ikke blev gjort forskel om hun havde tavle eller ej. Det der er vigtigst for mig/os er at forarbejdet bliver gjort på bedste vis. Der registreres årligt i dansk hunderegister normalvis ca 50-60000 hunde godt 1/3 del er med DKK stamtavle sådan cirka, hvilket logisk vis betyder at skulle vi med dkk stamtavle sørge for at kunne sælge alle hvalpe, så ville det være stort set umuligt med det antal opdrættere der er i dag. Vi skal også tage i betragtning at det ofte er stueopdræt hos DKK, så derfor får dkk opdrættere ikke så mange kuld. Dette gælder for rigtig mange opdrættere – nogen kan have år imellem. 

Hvad vil jeg med dette indlæg ? At det ikke er sort hvidt. Der er gode opdrættere både med og uden tavle (dog ser jeg en overvægt efter mine kriterier med tavle) og der er dårlige opdrættere med og uden tavle også. Det må aldrig gå ud over hvalpen/hunden, da de er fuldkommen uskyldig i at være blevet sat i verdenen. Derfor møder jeg en hund med samme kærlighed uanset tavle eller ej, men jeg kan også sige at tavle har en række fordele i forhold til mange uden

  • opdrætter har undersøgt forældredyrene for racerelaterede sygdomme i højere grad end uden tavle
  • forældredyrene vurderes om de er egnet til at få hvalpe, det er ikke så tit uden tavle gør det samme, men det sker naturligvis
  • og ja der er en række fordele – opdrætter har ofte en del viden/uddannelse omkring hunde hvilket er meget vigtigt… tavlen er et redskab til at kunne kigge bagud i linjerne – ikke alt kan ses, men en del sundhedsoplysninger og indavl som sjældent sker indenfor pudlerne og i hvert fald ikke udover det anbefalede. Man har også DKK i ryggen når man køber hvalp. DKK rådgiver omkring hvalpen og har årelange traditioner – ikke kun udstilling, men også alle former for hundesport. De samarbejder i øvrigt også med DCH og andre foreninger. Der er for og imod alt – nogle ønsker skrappere restriktioner andre ønsker at vi som opdrætter er ansvarlige og at DKK så kan klæde hvalpekøbere på så de kan navigere mellem de gode og knap så gode opdrættere om det så er med eller uden tavle.
  • og så måske det vigtigste – vi står klar til at hjælpe vores hvalpekøbere alt det vi kan og vil altid være der for dem i det omfang vi kan (og det er absolut ikke lidt). Vi sælger heller ikke til alle og enhver, men gør alt for at finde det rigtige match mellem hvalp og ny familie. 

 

Der skal ikke herske tvivl om at vi anbefaler meget kraftigt køb af hvalp med stamtavle, da vi mener det er det mest sikre for både hvalp, opdrætter og hundeejer.